Hvorfor jeg blev psykoterapeut

Der var en tid, hvor mit liv var præget af bekymringer, stress, indre uro og et lavt selvværd. Jeg følte mig mentalt ude af balance, og selv de små ting i hverdagen kunne vælte mig. Jeg havde svært ved at mærke mig selv svært ved bare at være MIG, hele mig – og jeg brugte det meste af min energi på at holde sammen på en facade. Men i dag står jeg et helt andet sted. Jeg trives. Jeg har overskud, jeg tør være modig og ærlig og jeg lever med nærvær og balance, også selv når livet går op og ned.

For første gang nogensinde er jeg kommet i fysisk form, på en måde der føles sund, selvkærlig og intuitiv for mig. Det er ikke sket med hårde kure eller tvang, men med nærvær og respekt for min krop og mit tempo. Og det er stort, for jeg har tidligere kæmpet med en aktiv spiseforstyrrelse og de destruktive mønstre og selvhad, der fulgte med.

Jeg har også prøvet at være fuldstændig udbrændt i mit arbejdsliv. Jeg var mentalt drænet, fysisk træt, og alligevel forsøgte jeg konstant at præstere på højeste niveau. Jeg havde lært, at det at være dygtig og “rigtig” var vejen frem, så jeg holdt min kreativitet og min sårbarhed nede, fordi det føltes som om, det ikke passede ind. Jeg havde en evig indre kamp med at få det hele til at se perfekt ud på ydersiden, mens jeg indeni kæmpede for at holde sammen på mig selv.

Jeg brugte uendelig meget energi på at sørge for, at stemningen omkring mig var god. At alle kunne lide mig. Jeg var bange for at være til besvær eller tage for meget plads, så jeg glattede ud og skjulte den smerte og usikkerhed, jeg bar på. Det værste var nok, at jeg i lang tid troede, det var sådan livet skulle være, for mig. At det var mig, der var forkert. At det bare var min virkelighed.

Jeg overpræsterede på alle områder, og jeg prøvede ikke engang at forestille mig, at noget kunne være anderledes. Først da jeg ramte bunden, helt bogstaveligt, liggende på gulvtæppet med stress, begyndte jeg at stille spørgsmål. Og så begyndte jeg at lede. Efter svar. Efter mig selv. Jeg tog uddannelser, gik i dybden med mit indre liv, analyserede, reflekterede, søgte efter det der “gennembrud” som jeg troede ville ændre det hele.

Men sandheden er, at jeg undervejs mistede forbindelsen til det mest ægte i mig. Jeg blev så optaget af at finde det rigtige svar og den rigtige version af mig selv, at jeg overså, at jeg i virkeligheden bare havde brug for at give mig selv lov til at være den jeg er. Ikke en “forbedret” version. Ikke en kopi af andres måde at leve på. Bare mig. Helt og fuldt.

I dag er det netop det, jeg lever og arbejder ud fra. At det er muligt at skabe et liv i balance. Et liv hvor vi ikke skal passe ind, men i stedet finde hjem i os selv. Og det begynder med ærlighed, med selvkærlighed og med modet til at mærke efter og vælge os selv til, igen og igen.