Jeg hedder René Terp og er psykoterapeut med mange års erfaring i at arbejde med ADHD hos voksne. I min praksis møder jeg ofte mennesker, der søger svar: Hvad vil det sige at have ADHD? Er det overhovedet en “rigtig” lidelse, eller bare et modefænomen? Desværre florerer der mange misforståelser om ADHD.
Nogle tror fejlagtigt, at ADHD bare handler om uopdragne børn eller dovne voksne, men forskning og klinisk erfaring viser noget helt andet. ADHD er en neurobiologisk tilstand, hvilket betyder, at den har rod i målbare forskelle i hjernen.
Det er en reel, biologisk forankret forstyrrelse, ikke et moderne påfund eller “dårlig opdragelse”. I denne artikel vil jeg i øjenhøjde og med personlig stemme dele, hvad ADHD egentlig er. Hvilke symptomer på ADHD der ses hos børn og voksne, forklare forskellen på ADHD og ADD, og ikke mindst beskrive hvordan det føles at have ADHD.
Min forhåbning er at give dig et varmt og professionelt indblik, som både afmystificerer diagnosen og skaber genklang hos dem, der lever med den.
Hvad er ADHD? (Neurobiologi og misforståelser)
ADHD står for Attention Deficit/Hyperactivity Disorder, på dansk ofte beskrevet som forstyrrelse af opmærksomhed og hyperaktivitet. Det er en neuropsykiatrisk udviklingsforstyrrelse, som typisk begynder i barndommen og kan vare ved ind i voksenlivet.
Rent biologisk indebærer ADHD, at hjernen arbejder anderledes, især i de områder, der styrer opmærksomhed, impulskontrol og aktivitetsniveau. Man har endnu ikke kortlagt alle detaljer, men studier tyder på forstyrrelser i flere af hjernens netværk, bl.a. en nedsat evne til at regulere signalstofferne dopamin og noradrenalin.
Nogle forskere beskriver billedligt talt en ADHD-hjerne som en “træt hjerne”, hvor kommunikationen mellem hjernecellerne er hæmmet. Det betyder, at det kan kræve ekstra meget mental energi at koncentrere sig og være til stede, lidt som at køre bil med håndbremsen trukket.
Selvom ADHD altså har et tydeligt neurobiologisk grundlag, er forståelsen i offentligheden ikke altid fulgt med. Mange mennesker med ADHD misforstås ofte og får at vide, at de “bare skal tage sig sammen”.
Når deres vanskeligheder kommer til udtryk, mødes de typisk med bebrejdelser, og omgivelserne opfatter dem måske som anstrengende eller krævende, noget der naturligvis påvirker deres selvværd .
Lad mig slå fast: ADHD er ikke et spørgsmål om dårlig karakter eller viljestyrke. Det er en reelt eksisterende lidelse, dokumenteret i både genetik og hjerneskanninger. At benægte det svarer til at lukke øjnene for årtiers viden.
Til gengæld kan den manglende forståelse gøre stor skade. Børn med ADHD bliver måske skældt ud for noget, de reelt ikke kan kontrollere og voksne med uopdaget ADHD går rundt med en konstant følelse af nederlag og skam.
Derfor er det så vigtigt at sprede viden om, hvad ADHD egentlig indebærer. For når vi først forstår ADHD som den neurodivergente (altså anderledes fungerende) hjerne, det er, kan vi møde mennesker med ADHD med den empati og støtte, de fortjener.
Symptomer på ADHD hos børn og voksne
ADHD giver som nævnt udfordringer især inden for tre kernområder: opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Man behøver ikke have lige store vanskeligheder på alle tre områder for at få diagnosen ; nogle er primært uopmærksomme, mens andre især kæmper med uro og impulsiv adfærd. Symptomerne kan desuden ændre karakter med alderen. Her vil jeg tydeliggøre, hvordan ADHD typisk viser sig i barndommen versus i voksenalderen.
ADHD hos børn
For børn med ADHD er symptomerne ofte ret synlige i hverdagen. Et barn med ADHD kan have ualmindeligt svært ved at sidde stille og koncentrere sig i skolen.
Det klassiske billede er det hyperaktive barn, der konstant fiser rundt, klatrer på møbler eller afbryder læreren og kammeraterne, fordi impulskontrollen halter.
Opmærksomhedsproblemerne kan vise sig ved, at barnet let distraheres, ikke får lavet sine lektier, glemmer sine ting eller virker “i sin egen verden”. Det kan også være svært at vente på tur og følge de sociale spilleregler – fx råber barnet måske et svar før spørgsmålet er færdigt, eller har svært ved at lege uden konflikt, fordi impulserne tager over.
Følelser kan sidde uden på tøjet; mindre børn med ADHD får oftere raserianfald eller græder, når de bliver overstimulerede eller frustrerede. Alt dette gør, at barnet kan få problemer fagligt og socialt allerede i de tidlige år.
Det er vigtigt at nævne, at ikke alle børn med ADHD er larmende og udadreagerende. Piger med ADHD (eller drenge med den mere drømmende type) bliver ofte overset, fordi de måske nyder i stilhed. Barnet kan sidde fysisk stille, men i egne tanker og have svært ved at følge med, uden at forstyrre andre.
Denne form for “stille ADHD” kaldes ofte ADD (mere om det i næste afsnit). Desværre kan disse børn gå igennem barndommen uden at få den hjælp, de har brug for, netop fordi de ikke råber op eller skaber problemer for andre.
Som psykoterapeut gør det mig ondt at tænke på de mange piger (og drenge) med uopdaget ADHD, der måske bare stemples som generte, langsomme eller uengagerede, mens de i virkeligheden kæmper med de samme indre kaos som de mere hyperaktive børn.
ADHD hos voksne
Når et barn med ADHD bliver voksen, ændrer billedet sig noget, men ADHD’en forsvinder ikke nødvendigvis. Mange oplever, at hyperaktiviteten aftager med alderen, eller i hvert fald ændrer form.
Den konstante motorisk uro fra barndommen erstattes ofte af en indre rastløshed. Hvor man som barn måske løb og hoppede, kan den voksne med ADHD sidde til et møde og se rolig ud, men indeni kører tankerne i højeste gear.
Jeg har talt med klienter, der beskriver det som at have “100 faner åbne i hjernen på én gang”, en slags evig tankestrøm, der gør det svært at slappe af. Voksne fortæller også, at de kan føle sig utålmodige og urolige, selv når de udadtil er stille; de småhopper med foden, piller ved kuglepennen, eller flyver fra aktivitet til aktivitet for at holde sig i gang.
Et andet kendetegn ved voksen-ADHD er, at koncentrationsproblemerne træder tydeligere frem, mens decideret “hyperaktiv adfærd” fylder mindre end hos børn. Den voksne med ADHD kan sidde i timevis for at prøve at arbejde, men får alligevel ikke begyndt på opgaven, fokus glider hele tiden.
Impulsiviteten kan også volde problemer: måske kommer man til at afbryde andre i en samtale, eller man træffer pludselige (og til tider dumdristige) beslutninger uden at tænke konsekvenserne igennem.
Mange voksne med ADHD beskriver, at de stadig har svært ved at organisere hverdagen. Ting som at betale regninger til tiden, overholde deadlines på jobbet, holde styr på kalenderaftaler eller få lavet aftensmad til et fast tidspunkt kan være overvældende udfordringer, selv om man intellektuelt godt ved, hvad der skal gøres. Man glemmer aftaler, roder mere end andre, og udsætter vigtige gøremål fordi man simpelthen mister overblikket eller motivationen undervejs.
Det skal siges, at mange voksne med ADHD bliver rigtig dygtige til at kompensere for deres vanskeligheder. Nogle udvikler deres egne strategier, de fører detaljerede to-do lister, bruger alarmer og kalendere aktivt, eller vælger karriereveje, der passer til deres temperament. Andre har måske fået hjælp af medicin eller terapi, hvilket gør, at de udadtil klarer sig fint.
Derfor kan ADHD hos voksne være lidt af en “usynlig lidelse” omgivelserne ser måske bare en person, der er lidt distræt eller til tider temperamentfuld, men ikke forstår, at vedkommende faktisk kæmper en indre kamp hver dag for at holde styr på tingene.
Det er også værd at nævne, at mange først får diagnosen ADHD som voksne. Jeg har haft adskillige klienter, som kom i terapi for stress, angst eller depression og undervejs fandt vi ud af, at roden til mange af problemerne var uopdaget ADHD. Enten var symptomerne mildere i barndommen og derfor aldrig fanget, eller også lærte de at maskere dem. Især kvinder og folk med den “stille” ADHD-type fik måske aldrig diagnosen som børn.
Først i voksenlivet, nogle gange i forbindelse med at de selv får et barn med ADHD, eller når arbejdslivet pludselig bliver uoverskueligt, falder brikkerne på plads. Det kan både være en lettelse (“så er der en forklaring på, hvorfor jeg altid har haft det sådan”) og sørgmodigt (“hvor ville jeg ønske, nogen havde opdaget det tidligere”).
Som terapeut er jeg meget opmærksom på denne proces, fordi en sen ADHD-diagnose kan vække blandede følelser, men i sidste ende ofte fører til større selvforståelse og mulighed for at få den rette hjælp.
Hvad er forskellen på ADHD og ADD?
Du har måske hørt både termen ADHD og ADD blive brugt. Historisk set skilte man mellem de to: ADD (Attention Deficit Disorder) blev brugt som betegnelse for “ADHD uden hyperaktivitet”.
I dag ved vi, at der egentlig er tale om samme grundlæggende lidelse. Klinisk set opererer man nu med ADHD i forskellige typer fremfor to helt adskilte diagnoser.
ADHD kan inddeles i tre typer:
1) den primært uopmærksomme type (det, man tidligere kaldte ADD)
2) den primært hyperaktive/impulsive type
3) den kombinerede type, hvor begge sæt af symptomer er til stede.
Så hvad er forskellen på ADHD og ADD? Grundlæggende ligger forskellen i graden af hyperaktivitet. ADD er populært sagt “ADHD minus hyperaktiviteten”. En person med ADD har overvejende koncentrationsvanskeligheder og opmærksomhedsproblemer, men få eller ingen tegn på ydre hyperaktivitet.
Ofte vil personen fremstå stille, drømmende eller energiforladt. Faktisk beskrives ADD-mennesker nogle gange som hypo-aktive, altså at de har et lavere energiniveau end normalt. De kan have svært ved at komme i gang med ting, virker måske langsomme til at reagere og de sidder oftere passivt end at rende rundt.
Denne mere indadvendte profil gør desværre, at ADD tit bliver overset eller først diagnosticeres sent, fordi personen ikke skaber problemer for andre. Jeg har eksempelvis mødt klienter (især kvinder), der altid havde fået at vide, de bare var generte og lidt dovne i skolen, selvom de indvendigt kæmpede med koncentrationen hele tiden.
Ved “klassisk” ADHD (den hyperaktive/impulsive type eller den kombinerede type) ser man derimod typisk højere energiniveau og mere udadreagerende uro. Hyperaktivitet kan komme til udtryk som fysisk rastløshed, fx at man konstant er i bevægelse, taler meget eller har svært ved at vente og impulsivitet i form af spontane beslutninger eller det at man taler før man tænker.
Et hyperaktivt barn med ADHD kan virke som en duracell-kanin, mens et barn med ADD måske sidder i en stille dagdrøm. Men det vigtige er: begge har lige reelle vanskeligheder, de viser sig bare forskelligt.
Kigger man ind bag facaden, er der nemlig mange ligheder mellem ADHD og ADD. Begge indebærer problemer med at fastholde opmærksomhed, håndtere struktur i hverdagen og styre impulserne. Og selv om ADD-personer kan forekomme rolige udadtil, oplever de ofte lige så meget indre uro.
Forskere pointerer, at man ikke må forveksle hypoaktivitet med egentlig indre ro, mennesker med ADD kan have et mylder af tanker og en rastløshed indeni, selvom de ikke kravler på væggene. Faktisk beskriver nogle det som en form for “mental hyperaktivitet” i tankerne.
På den anden side kan en person med ADHD (hyperaktiv type) selvfølgelig også have koncentrationsproblemer; de to “ben” (uopmærksomhed og hyperaktivitet/impulsivitet) kan være til stede i varierende grad hos alle med diagnosen.
Man kan sige, at energiregulering er et af nøglepunkterne: Ved ADHD ser vi ofte for meget fysisk energi på én gang (hyperaktivitet), mens vi ved ADD ser for lidt (hypoaktivitet), men begge grupper oplever typisk en form for indre uro og opmærksomhedsproblemer. Derfor overlapper ADHD og ADD også i deres konsekvenser for personen.
I begge tilfælde kan man kæmpe med glemsomhed, distraktion, manglende struktur og indre uro i hverdagen. Den primære forskel på ADHD og ADD er altså forskellen i energiniveau og udadgående aktivitet.
I praksis bruger mange (mig selv inklusiv) stadig ordet “ADD” i daglig tale for nemheds skyld, når vi taler om den uopmærksomme variant, for det kan beskrive en vigtig nuance. Men det er værd at huske, at ADD ikke er en helt anden diagnose; det er en del af ADHD-familien.
Historisk har navnene ændret sig over tid, i takt med at vores forståelse er blevet bedre. I dag er fagfolk ret enige om, at uanset om man siger ADD eller ADHD, så handler det om neuropsykiatriske udviklingsforstyrrelser med samme kerneproblematikker.
Den enkelte persons oplevelse kan være meget forskellig afhængig af typen, men alle har brug for forståelse og redskaber til at håndtere deres udfordringer.
Hvordan føles det at have ADHD?
Efter at have beskrevet alle disse fakta kan man spørge: Hvordan føles det egentlig at leve med ADHD? Hvis du selv har ADHD (eller er tæt på nogen der har), ved du, at diagnosen rækker langt ud over de tekniske symptomer.
Der følger en hel indre verden af oplevelser og følelser med, som kan være svære at forstå for andre. Jeg vil her særligt fremhæve nogle typiske indre oplevelser: den konstante uro, lavt selvværd og følelsen af at være “forkert” eller bagud, samt hvordan det påvirker én i relationer.
En indre motor der kører hele tiden
Mange med ADHD fortæller, at de har en form for indre rastløshed, selv når kroppen er i ro. Jeg har ofte hørt beskrivelser som: “Det føles som om min hjerne altid har en motor tændt, jeg kan ikke finde bremsen.” Denne uro kan være fysisk (en spænding i kroppen, trang til at bevæge sig) og/eller mental (tankemylder, hvor tankerne springer i alle retninger).
Især personer med den uopmærksomme type ADHD (ADD) oplever, at de kan sidde helt stille udadtil, men indeni farer tankerne rundt. Det kan være enormt trættende altid at være “på” mentalt. Mange har svært ved at slappe af, selv når de prøver at holde fri. Hjernen fortsætter med at minde dem om alt muligt, de burde eller kunne gøre.
Den indre uro betyder også, at afslapning og søvn kan være en udfordring; tankerne kan køre i ring, når man lægger sig på puden om aftenen. Som en klient engang sagde til mig: “Jeg føler, jeg har 100 browser-faner åbne i hovedet konstant, og jeg kan ikke lukke dem ned.” Det billede opsummerer meget godt den mentale følelse af ADHD.
Lavt selvværd og følelsen af at være forkert
Når man gennem livet gentagne gange har fået at vide, at man gør ting forkert:
- “Hvorfor kan du ikke bare huske det?”
- “Nu glemte du det igen!”
- “Tag dig nu sammen!”
Den slags slider det på selvværdet. Mange af de voksne med ADHD, jeg taler med, bærer på en dyb følelse af skam og mindreværd. De fortæller, at de hele livet har følt sig “dumme”, “dovne” eller forkerte, fordi de ikke kunne leve op til omgivelsernes krav. Og når man misforstås af sine omgivelser og måske ligefrem mødes af bebrejdelser og kritik, forstærker det kun den negative selvfølelse.
Det er en ond cirkel: Jo mere man føler sig forkert, desto mere mister man troen på sig selv, og jo sværere kan det blive at mobilisere energien til at håndtere hverdagens udfordringer.
Jeg oplever ofte, at mennesker med ADHD overkompenserer for at skjule deres vanskeligheder fx arbejder de ekstra hårdt for ikke at fejle, dobbelttjekker alting eller siger ja til alt for at behage andre. Udadtil kan de fremstå kompetente, men indeni føler de sig som bedragere, der hele tiden er lige ved at blive afsløret.
Det er hjerteskærende at høre en klient sige ting som: “Lige meget hvor meget jeg prøver, føles det aldrig godt nok. Jeg føler mig altid et skridt bagud alle andre.” Følelsen af at være bagud i livet er nemlig meget almindelig. Mange med ADHD har en oplevelse af, at alle andre har styr på tingene. De tager uddannelser, stifter familie, klarer arbejde og hverdag, mens man selv halter efter og kæmper med basale ting som at betale regninger eller komme til tiden.
Faktisk viser undersøgelser, at unge med ADHD ofte modnes senere end deres jævnaldrende, og mangler nogle af de færdigheder, som andre på samme alder har opøvet. Det kan give lavt selvværd og manglende tro på fremtiden.
Når man gang på gang “kommer til kort” i situationer, som tilsyneladende er lette for andre, kan man nemt begynde at tro, at man bare er mindre værd eller ikke god nok. Dette skrøbelige selvbillede er noget af det første, vi arbejder med i terapien: At forstå, at man ikke er doven eller dum, men at ens hjerne fungerer anderledes. Og at de udfordringer, man har, ikke skyldes personlig svaghed, men en legitim neurologisk forskel.
Relationer og følelseslivet
ADHD påvirker ikke kun én selv, men i høj grad også ens forhold til andre mennesker. Mange med ADHD har gennem livet oplevet konflikter eller misforståelser i deres relationer. Det kan være venskaber, der bristede, fordi man glemte aftaler eller ikke fik svaret på en besked. Eller familiemedlemmer, der blev frustrerede over, at man altid kom for sent til sammenkomster.
I parforhold kan ADHD give særlige udfordringer: Den ene part (med ADHD) kan føle sig konstant kritiseret eller “kontrolleret”, mens den anden part måske føler sig overset eller træt af at skulle tage ansvaret for praktiske ting.
Et klassisk eksempel er, at den med ADHD glemmer aftaler eller ikke får løst huslige opgaver, hvilket kan opleves som manglende pålidelighed af partneren. Omvendt kan personen med ADHD føle, at lige meget hvad han/hun gør, så skuffer det alligevel partneren. Så opstår der en skæv dynamik, hvor begge parter bliver sårede.
Jeg hører ofte sætningen: “Jeg ville ønske, min familie forstod, at jeg virkelig prøver mit bedste.” For folk med ADHD prøver virkelig. De bruger ofte uforholdsmæssigt meget mental energi på at holde styr på ting, huske det hele og gøre andre tilfredse og alligevel glipper noget engang imellem. Det kan give en enorm dårlig samvittighed.
Mange kæmper med en overfølsomhed over for kritik eller afvisning; selv mild kritik kan gøre ondt, fordi det rammer ned i den kernefølelse af ikke at være god nok. I psykiatrien taler man om RSD (Rejection Sensitive Dysphoria) i forbindelse med ADHD, en fancy betegnelse for, at man følelsesmæssigt bliver meget hårdt ramt af oplevelsen af afvisning eller fiasko.
Det er ikke alle med ADHD, der oplever dette, men mange gør i et eller andet omfang. Små konflikter kan føles uforholdsmæssigt store og man kan blive overvældet af skam eller tristhed, hvis man tror, at andre er vrede eller skuffede over én. Det forklarer også, hvorfor nogle med ADHD udvikler angst eller depression oveni; det er hårdt for psyken konstant at føle, at man ikke slår til.
Alt det her lyder måske temmelig negativt og ja, ADHD kan bestemt give nogle mørke stunder. Men det er ikke hele historien. For hvordan føles det ellers at have ADHD? Jo, for mange føles det også som at have en utrolig iver og nysgerrighed på livet.
ADHD indebærer ofte, at man tænker hurtigt, mærker ting intenst og kan være fantastisk kreativ og idérig. Mange af mine klienter med ADHD er fulde af energi og passion, når de laver noget, de brænder for, kan de være helt opslugt (hyperfokus) og præstere på et super højt niveau.
Følelserne kan være voldsomme, ja, men det betyder også, at de føler glæde, kærlighed og entusiasme med en smitsom intensitet. Personer med ADHD kan være umådeligt omsorgsfulde, spontane og sjove at være sammen med, netop fordi de har den der impulsive, umiddelbare tilgang til ting. Jeg siger ikke dette for at male et rosenrødt billede, men for at understrege, at ADHD ikke kun er lidelse. Det er et andet “styresystem”, en anden måde at være i verden på, med både udfordringer og unikke styrker.
Som psykoterapeut er noget af det mest meningsfulde for mig at hjælpe mennesker med ADHD til at finde balancen i deres liv. At se en klient gå fra at føle sig som “forkert” til at forstå, at han eller hun bare er forskellig og at denne forskellighed rummer værdifulde sider, er fantastisk.
Ja, ADHD kan gøre livet kaotisk. Ja, det kan give indre uro, lavt selvværd og bøvl i relationer. Men med den rette støtte kan man lære strategier til at håndtere uroen, kommunikere med sine nærmeste og strukturere hverdagen.
Mange med ADHD får det markant bedre, når de først forstår deres egen hjerne og måske får behandling (medicin og/eller terapi) og redskaber til at kompensere for vanskelighederne.
Du er ikke alene
Hvis du kan genkende dig selv i noget af det, jeg har beskrevet, så husk at der er mange andre som dig. ADHD skønnes at påvirke en del af befolkningen (omkring 2-3% af børn og lidt færre voksne ), så du er bestemt ikke den eneste, der kæmper med disse ting. Også selvom det nogle gange kan føles sådan. Der er efterhånden et stort netværk af viden og hjælp at hente, lige fra ADHD-foreningens rådgivning til terapeuter og coaches, der specialiserer sig i ADHD.
Afslutningsvis vil jeg sige, at ADHD ikke behøver at være en begrænsning for et godt liv. Det kan føles svært, ja, men med forståelse, accept og de rette strategier kan man leve et rigt og meningsfuldt liv med ADHD.
Som terapeut har jeg set utallige eksempler på, at når først man slipper skammen og lærer at arbejde med sin hjerne i stedet for imod den, så begynder der at ske positive forandringer.
Man finder ud af, at man ikke er “forkert”; man er blot sig selv på sin egen måde. Og det fortjener respekt og omsorg fra både en selv og omgivelserne.
Når jeg skriver dette, er det i håb om at du, uanset om du har ADHD, er pårørende eller bare nysgerrig, føler dig lidt klogere og mindre alene.
ADHD er ofte misforstået, men jo mere vi taler åbent om det, jo bedre kan vi skabe forståelse. Du er altid velkommen til at række ud, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. Ingen skal gå med ADHD alene.